I jagten på flere frivillige bliver foreninger ofte mødt af svaret “jeg har ikke tid”. Skal der gøres op med det, skal foreningerne blive bedre til at specificere, hvad de frivillige opgaver går ud på, og hvor lang tid de tager.

Af Anders Michaelsen, Nikita Fjorback og Simon Jensen

Ideen til denne artikel er opstået på baggrund af et Facebookopslag i gruppen “Flere frivillige i idrætsforeninger”. I opslaget har vi spurgt medlemmer med tilknytning til foreningslivet, hvad de undrer sig over i forbindelse med rekruttering af frivillige. Tommy Vedstesen er en af dem, som kommenterede opslaget.

”Er det mig, der misforstår begrebet tid?”

Spørgsmålet og undren kommer fra håndboldformand i den sønderjyske klub Vidar-Ulkebøl, Tommy Vedstesen. I 30 år har han været frivillig, som var det det mest naturlige i verden.

Alligevel oplever han i dag fra sit sæde som håndboldformand langt oftere, at flere ikke har tiden til at give en frivillig hånd med i og omkring håndboldhallen.

 ”Det er som om, det er blevet sværere. Der er sket et skred de sidste fem år, og det kan undre mig,” siger han.

Tommy Vedstesen er langt fra den eneste foreningsformand, som ofte hører, at folk ikke har tid til at være frivillig i en idrætsforening. 

I en mindre ikke-repræsentativ rundspørge, som 183 foreningsformænd har besvaret, har 130 foreningsformænd angivet, at foreningen oplever det som en udfordring, at folk ikke har tid, når de rekrutterer frivillige.

Men har vi rent faktisk fået mindre tid i kalenderen til frivilligt arbejde? Og hvordan kan man som forening optimere sine chancer for ikke at blive mødt af afvisningsklassikeren; ”jeg har ikke tid”?

Det har vi ringet til en udviklingskonsulent, en fodboldformand og en sociolog for at blive klogere på.  

Ung generation kræver fleksibilitet

Vi starter på Fyn. For år tilbage hørte man i Tved Boldklub i Svendborg også ofte undskyldningen “jeg har ikke tid,” når der skulle rekrutteres nye frivillige til klubbens aktiviteter.

Men i dag bliver de mødt af færre, der “ikke har tid”. Det tilskriver klubformand Michael Bisbo, at man er blevet særligt opmærksom på at beskrive, hvad de enkelte opgaver går ud på, og hvor lang tid de tager.

“Det der med at frivillige sætter hele dagen af til at hjælpe i foreningen, det går ikke mere. Den unge generation vil gerne hjælpe til, men vil gerne vide præcist, hvad de skal hjælpe med, og hvor lang tid det tager,” siger Michael Bisbo, som er formand for klubben.

Hvis Michael Bisbo eksempelvis mangler en frivillig til at sidde ved dommerbordet i en weekend, gør han det klart, at opgaven tager fire timer og giver også flere tider at vælge imellem. For det skal også være fleksibelt og klart afgrænset arbejde at være frivillig.

“Dem vi har fået med ved, at de roligt kan give en hånd med, fordi de ved, at de ikke bliver påduttet en hel masse mere, end det, de siger ja til. Hvis folk har sagt ja til at yde en hjælp på fire timer, så er det det. Så skal vi ikke komme rendende igen. For det gælder om at få dem ind i foreningen, så de kan mærke, at det jo egentligt er hyggeligt nok, at der er et godt fællesskab, og at det, de gør, skaber resultater.”

Gør op med usikkerhed

Og at være meget klar i spyttet om, hvor lang tid en opgave tager, er også et af de vigtigste råd, idrætsorganisationen DGI giver sine medlemmer.

“Det foreningerne, nogle gange gør forkert er, at de ikke er præcise på, hvor lang tid jeg som frivillig skal forvente at bruge på den opgave, som de beder mig om at løse. Tid er en kostbar ting i dag for folk. Og de skal prioritere, fordi der er mange muligheder og tilbud,” siger udviklingskonsulent i DGI, Preben Egeskov.

Her er det også vigtigt, at man er grundig i at forklare, hvad opgaven indebærer.

“Som forening skylder man at give folk et svar på, hvor omfattende en opgave er, og hvad den går ud på, for så har folk et helt konkret udgangspunkt, når de skal vælge, om de skal være med eller ej. Når folk siger, de ikke har tid, så beror det på en usikkerhed om, hvor lang tid det egentlig tager at være frivillig. Og så er det nemmere at trække “jeg har ikke tid”-kortet, hvis man ikke ved noget.”

Samme råd giver man hos DBU, der også råder foreningerne til at dele de enkelte frivillig-opgaver op i mindre bidder. Det kan eksempelvis være en fordel at være flere om en trænerpost.

“En kan være træner, en anden kan være assistenttræner, en tredje kan stå for kørsel og alt det praktiske, mens en fjerde kan stå for det sociale,” forklarer Simone Deisting Skejø, som er udviklingschef for DBU Sjælland.

Ifølge hende, er det lettere for foreningerne at rekruttere frivillige, hvis folk ved, at opgaven er afgrænset, at de måske kun skal hjælpe til engang hver anden uge, og at opgaven måske også kan udføres hjemmefra.

Nem forklaring har altid været topscoren

Det er dog ikke noget nyt fænomen, at folk ikke har tid, når det kommer til frivilligt arbejde. Ifølge Lars Skov Henriksen, som er professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet, så har netop forklaringen med den manglende tid altid været topscoren, når folk har angivet, hvorfor de ikke deltager i frivilligt arbejde.

”Det er for det første en nem og hurtig forklaring og for det andet, så er den accepteret,” siger han og påpeger, at det ikke er lige så kulturelt acceptabelt at sige, at man ikke har lyst, eller at man ikke synes, det er vigtigt.

Noget kan dog tyde på, at der ikke kun er tale om en god undskyldning. 

For dem, som lægger flest timer på arbejdsmarkedet, er nemlig også dem, som lægger færrest timer i frivilligt arbejde, hvorfor undskyldningen imidlertid godt kan have noget at gøre med, at folk oplever, at de har mindre tid. Det kan skyldes, at den tid, de har til rådighed, i dag er blevet mere fragmenteret end tidligere, da mange før i tiden havde en fast arbejdstid fra otte til seksten.

“Sådanne ting tror jeg godt kan have en betydning for, om folk ligesom synes, at de har tid til at committe sig til frivilligt arbejde i foreninger, som jo typisk stadig er tilrettelagt på kontinuerlig basis. Hvis du siger ja, skal du helst sige ja til, at du er træner eller holdleder en eller to gange om ugen og så også have tid til at tage med til kampe i weekenden,” siger Lars Skov Henriksen. 

Derfor er mange folk også mere tilbøjelige til at deltage i aktiviteter såsom fitness og løbeture, der kan lægges ind i skemaet, når det præcis passer dem, ifølge Lars Skov Henriksen.

“Det passer på en måde meget bedre med det liv, som mange lever, vil jeg gætte på, mens man kan sige, at der oftere er et mismatch mellem de skemalagte frivillige foreningsarrangementer og folks mere fleksible kalendere,“ siger han.